Kronik Berlingste

Pilestræde 34 | DK-1147 København K | T: +45 33 75 75 75
berlingske.dk | facebook.com/berlingske | twitter.com/berlingske

Her går daginstitutioner helt skævt af børns udvikling: Børn erkender gennem leg - ikke ord

eller:

Her er mistrivslens yderpoler: Ensomhed eller overfokus på det fælles med følgende tab af sig selv. Sådan lærer barnet at finde balancen

tekst:

Børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye, citerede i »Ring til regeringen« i december Grundtvig: »Børn skal først kunne gribe, før de kan begribe noget.«

Det gamle udsagn og den bagvedliggende erkendelse, er i høj grad blevet underbygget og nuanceret af den nyeste forskning i interpersonel neurobiologi, udviklingspsykologi mv.

Børn kan ikke læse sig til eller snakke sig til at kunne være en god kammerat eller til at kunne cykle. Denne type viden er en implicit procedural viden, som er opbevaret i andre hjernestrukturer end sprog og begreber.

Den moderne tilknytningsforskning viser helt tydeligt, at det at kunne gribe (kende) og begribe (vide), er to forskellige vidensformer.

Børn skal erfare, ikke besnakkes

For at kunne trives, skal helt små børn erfare, eller gribe, hvad trivsel og glæde er. Trivsel, moral, hjertets dannelse (der kommer før dannelse), hvordan man er en god og fair kammerat, skal først læres fra forældre, pædagoger, lærere m.fl. Først erfares helt tidligt – ordløst gennem legende udvekslinger af emotionelle tilstande – i sociale lege, regellege, rollelege, fantasilege mv. I sådanne lege trænes en balance mellem fælles social tryghed og regler og samtidig en individuel udvikling af tryg selvhævdelse.

Sociale lege træner balancen i nervesystemet og i personlighedens to grundpoler, som fremhæves i de nye diagnosemanualer. Barnet øves i at være et individ i et fællesskab med regler for alle. Barnet er adskilt fra andre i forbundetheden (et individuelt selv) og er samtidigt forbundet og hører til i adskiltheden (et socialt selv).

En årelang træning i barnets balance mellem mistrivslens yderpoler: at være et socialt isoleret, ensomt individ med manglende tilhør og meningsløshed (med en række tilhørende symptomer og diagnoser), eller at være så opslugt og viklet ind i det fælles, hele tiden at passe ind og pejle, med tab af individualitet, af et selv (med en række andre symptomer og diagnosemuligheder).

Børn i tre til tiårsalderen, der ikke med glædesfyldt forventning har lært ligeværdigt at lege med jævnaldrende, mangler evne til at fremme trivsel hos sig selv og andre, skriver kronikøren. På billedet: børnehaven Cassiopeia i Gentofte.

Rune Øe

Hvorfor i alverden bliver vi så ved med at snakke om trivsel, om god moral, om at være en god kammerat i »trivselstimer«, timer om »livsmestring« osv.? Hvorfor bliver vi ved med fejlagtigt at bruge begreber om mental sundhed og trivsel i børnehaver og indskoling, i håb om at børn kan gribe det?

Det skyldes åbenbart, at den veletablerede videnskab om de to grundlæggende erkendelsesformer, de to vidensformer og de tilhørende to opmærksomhedsformer ikke har en synderlig påvirkning af vores praksis i børneinstitutioner og skoler. I uddannelser triumferer den ensidige ideelle og teoretiske sprogbårne viden over den implicitte, følelsesdominerende og erfaringsbaserede, der giver børn personlig mening.

Der mangler træning i børnehaver og indskoling af relationelle færdigheder, der hænger uløseligt sammen med evne til trivsel, mental sundhed og evne til at lære. Vi underbetoner i høj grad systematiske aktiviteter med leg med følelser, ideer og fantasi. Vi undervurderer symbol- og rollelege og mindsker derved i pædagogisk praksis unikke kræfter i fantasi. Vi frustrerer innovation og udsulter kreativ udfoldelse og kunst.

Ordene er tom snak

Den megen snak med ord med mindre børn kan ikke danne ny erfaringsbaseret, procedural viden. Begreberne, der snakkes om til mindre børn, refererer ikke til forudgående ordløse sociale erfaringer. Ordene bliver til tom snak for de små, der ikke udvikler evne til trivsel og tillid. At snakke om ting som glæde, tillid, kammeratskab »griber« ikke det, der tidligt skulle være erfaret i legende, sjove tilknytningsrelationer. Alverdens snak og viden om cykling udvikler ikke evnen til at kunne cykle.

Børns skærmforbrug virker stærkt belønnende gennem det dopamindominerede »søgesystem« i hjernen med dets grænseløse, men følelsestomme, stræben og »wanting«. Det veludforskede SEEKING-system i hjernen er basis for vores interesse, opmærksomme nysgerrighed og evindelig belønningssøgen. Intet er imidlertid så stærkt belønnende, via dette system, som gennemførelsen af glædesfyldte sociale lege.

Herudover belønner lege med andre børn og med voksne – for slet ikke at tale om forældrene – menneskelig tilknytning. Det giver basis for accept, sindsro, glæde, basal tillid og sikker tilknytning og er baseret på andre neurotransmittere (enkephalin, oxytocin, anandamid, med flere).

Alverdens snak og viden om cykling udvikler ikke evnen til at kunne cykle, skriver Jens Hardy Sørensen.

Oscar Scott Carl

Den erkendelsesmæssige sult, vi udsætter mindre børn for i vores institutioner ved ikke at lade dem blive afbalanceret belønnet gennem leg, driver dem ængstelige og hungrende i armene på stoffer og kolde skærme, der kun stimulerer den evindelige og rastløse »wanting«.

Vi efterlader dem med stor tomhed og vedvarende savn efter social tilknytning, tilhør og menneskelig mening. Kun gennem hyppige og vedvarende sociale lege, er det sikkert og naturgivet, at børn og voksne (og børn sammen) samtidigt befinder sig i trygge og glædesfyldte, emotionelle tilstande.

Det er evolutionært indbygget i selve legens natur og formål. Kun i ægte social leg, hvor mobning ikke kan eksistere, kan mindre børn gribe og være helt sikre på »sikker tilknytning« til voksne. Her kan børn trygt udforske det spændende, ukendte og utrygge.

Vi har viden

Der er ikke andre veje end voksenguidet sociale lege med udveksling af alle følelsesmæssige tilstande. Her opbygges den tavse viden bag identitet og de mange implicitte uskrevne sociale regler, som er grundlag for ægte sammenhold, inklusion og integration. Heri erfarer og griber små børn basal tillid, glæde og nysgerrighed.

Mindre børn lærer »proceduralt« at regulere overraskelse, frygt, vrede, tristhed mv. Det kan ingen snakke eller læse sig til. Børn og voksne kan så efterfølgende med begreber snakke om, hvad de enkelte følelser er udtryk for, og hvordan de tilskynder til handlinger. Snakke om, hvad fairness er, hvad taknemmelighed er. Hvad er det at fortryde, undskylde, angre mv.?

Men først skal følelser gribes gennem velstrukturerede, legende sociale interaktioner guidede af ældre børn eller voksne, der selv kan lege. Børn i tre til tiårsalderen, der ikke med glædesfyldt forventning har lært ligeværdigt at lege med jævnaldrende, mangler evne til at fremme trivsel hos sig selv og andre og balancere mellem personlighedens to ydepoler.

I Danmark har vi udviklet og afprøvet sådanne legeprogrammer til børn i børnehaver, i indskoling og i anbringelser. I større pilotprojekter, der er udført med støtte fra Sundhedsstyrelsen, Psykiatrien i Region Syd og kommuner, til modtageklasser og specialklasser, er der empirisk påvist en meget positiv effekt på børns sociale evner.

Evner til social, empatisk og mentaliserende forståelse af sig selv og andre. Vurderet med metoder, der fokuserer på sociale færdigheder, og som blandt andet er anvendt af VIVE, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, og ikke blot med spørgeskemaer, der har svært ved pålideligt at vurdere reelle sociale evner.

Vi mangler i allerhøjeste grad fokus på den omfattende tværvidenskabelige viden og erfaring, der kan omsættes og implementeres til en alders- og ressource tilpasset, legende praktisk pædagogik i børneinstitutionerne.

Vi mangler videnskabsinformerede initiativer fra beslutningstagere og uddannelsesinstitutioner. Tesfaye har ret, men véd han, embedsværk og uddannelser, hvad det reelt indebærer i praksis? Det koster ikke samfundet mere at efteruddanne i bedre metoder og forbedret kvalitet.

Jens Hardy Sørensen er cand.psych., forsker, specialist og supervisor i psykoterapi