Kronik

KRONIK

22/01/2020 

Det kan godt være, du er på børnenes side – men hvad med kvaliteten, Mette Frederiksen?

Kommunerne prøver urealistisk optimistisk (og billigt) at lære voksne at være gode forældre. Det betyder, at børn ofte bliver alt for længe i dysfunktionelle forhold. Myndighederne burde tage udgangspunkt i videnskabelig forskning på området. Så fik man mere kvalitet for pengene.

JENS HARDY SØRENSEN cand.psych., specialist og supervisor i psykoterapi, forsker for Vi

Skal vi have flere eller færre tvangsanbringelser af udsatte børn? ​​​

Det afgørende, der næsten helt mangler i statsministerens udspil, må være en kvalitetssikring for tydeligt og legitimt at kunne være på "børnenes side". Specielt afgørende er kvaliteten og fagligheden i de psykologiske undersøgelser af omgivelsernes omsorgsevne set i forhold til barnets behov i forskellige aldre.

Det er tæt på umuligt at lære biologiske forældre, plejeforældre og institutionspersonale omsorgsevne inden for den korte tidsramme, hvori barnet er lille.

Vi har en omfattende videnskabsbaseret viden om, hvilke ikkereducerbare behov et barn har for at kunne trives og lære, samt en omfattende viden om, hvad forældreevne og omsorgsevne hos plejeforældre og ansatte på anbringelsessteder består af. Voksnes relationelle færdigheder er indlært og trænet i deres egne tidligste trygge tilknytningsrelationer. Hvis pædagoger og plejeforældre ikke har et minimum af disse umiddelbare følelsesmæssige færdigheder, er al senere "klog" viden og efteruddannelse ikke til megen nytte. Den voksne skal selv i handling være et eksempel med færdigheder i nærvær og omsorg.

Det manglende fokus og sikring af disse afgørende kvalifikationer skyldes naturligvis ikke den enkelte pædagog eller plejefamilie. Man kan ikke forvente og forlange, at personer løser opgaver, de ikke er uddannet til eller har omsorgsmæssige forudsætninger for. Ansvaret ligger alene hos politikere, embedsmænd og uddannelses- samt forskningsinstitutioner.

Omkring halvdelen af plejeforældre er sikkert tilknyttet, hvilket svarer nogenlunde til fordelingen i normalbefolkningen. Sikker tilknytning indebærer, at den voksne domineres af højt realistisk og stabilt selvværd og (selv-)accept, som danner den nødvendige grundlæggende tillid hos barnet. En tillid til, at man kan stole på det, der kommer fra den voksne. ​​​

Det betyder omvendt, at omkring halvdelen af personalet på anbringelsessteder og plejeforældre er usikkert tilknyttet: ængstelige, ambivalente og følelsesmæssigt undgående eller ustabile i tætte, langvarige relationer til plejebørn, som får deres egen grundlæggende mistillid til voksne bekræftet og forstærket.

Når vi anbringer børn og unge hos usikkert tilknyttede plejeforældre og personale med lav empati- og omsorgsevne, vil de have meget ringe muligheder for at skabe tryghed og udvikling. Her kan kurser og supervision ikke skabe det, der mangler.

LÆS OGSÅ

Mette Frederiksen: Useriøst at sætte antal på ekstra tvangsfjernelser

Det er tæt på umuligt at lære biologiske forældre, plejeforældre og institutionspersonale omsorgsevne indenfor den korte tidsramme, hvori barnet er lille. Det tager flere års intensiv psykoterapi for en voksen at bevæge sig fra utryg til tryg tilknytning. Alligevel er kommunerne blevet ved med i et urealistisk optimistisk (og billigt) håb at prøve at lære voksne at være gode forældre og omsorgspersoner. Det betyder, at børn alt for længe forbliver hos forældrene eller i dårligt fungerende eller skiftende plejeforhold.

Matchet mellem den anbragte og plejefamilien skal også hvile på afprøvede videnskabelige metoder. Metoder, som vi har til rådighed, men som ligger ubrugte og uudforskede hen. Vi fjerner således ofte børn fra hjem med lave tilknytnings- og omsorgsressourcer og anbringer dem i plejefamilier, der selv er usikkert tilknyttede med lave ressourcer til nærvær og omsorg. Med mange sammenbrud og tunge skæbner til følge.

Omkring en tredjedel af alle anbringelser bryder sammen, hvilket betyder skoleskift, nye kammerater osv.

Det er kommunernes ansvar at matche børnenes ressourceniveau og ressourcemønster (med de tilhørende ofte talrige symptomer og eventuelle diagnoser) med plejeforældrenes og opholdsstedernes ressourcer, der bør beskrives grundigt. Heller ikke her anvendes tilgængelige videnskabsbaserede metoder. Et sådant match vil sikre færre skift i anbringelser, der samtidigt gerne skulle ske langt tidligere i barnets liv end nu. Helst i 2-4-årsalderen frem for som nu i 12-16-årsalderen, hvor omkring halvdelen allerede er behandlingskrævende og har diagnoser.

Videnskaben har også forsynet os med viden om, hvordan børn kan tilføres emotionelle og relationelle ressourcer på anbringelsessteder, i børnehaver, skoler og kommunale tilbud – lige meget om barnet er i en plejefamilie eller i den biologiske familie.

Det drejer sig om afgrænsede træningsprogrammer, hvor barnet lærer at mærke og forstå egne og andres følelser og behov gennem handlinger, som ledes og styres af voksne. Voksne, der i selve aktiviteterne kun udviser relationsformerne for sikker tilknytning. Ved at den voksne i afgrænsede tidsrum agerer sikker tilknytningsperson, aflæres og korrigeres de svære følelser i usikker tilknytning, og der etableres det, som det udsatte barn mangler mest: grundlæggende tillid.

LÆS OGSÅ

Kan I virkelig ikke se, hvor vanvittigt det er med de tvangsfjernelser?

Det betyder, at kommuner i mange tilfælde effektivt kan opbygge metoder, der målbart tilfører barnet sociale ressourcer, så det trives og kan lære – og hvor man ikke aktiverer den dybe, blivende sorg og panik ved en eventuel tvangsfjernelse. Sådanne programmer findes og er videnskabeligt beskrevne, men problemet er det samme som i udredning af forældrekompetencer: Vores viden bliver ikke omsat til ensartet praksis.

I dag har vi også viden fra neurovidenskaberne og fra ny teknologi til at udvikle effektive og let administrerbare metoder til fortløbende at følge og tidligt opspore "den stressede hjerne", som peger på lave sociale ressourcer hos børnehave- og skolebørn. En sådan ny måde til tidlig opsporing af udsatte børn, vil spare samfundet for bunker af papir, spørgeskemaer, observationsskemaer mv., der er særdeles arbejdskrævende og ikke specielt effektfulde.

En omfattende tidlig opsporing vil kunne danne grundlag for forebyggende legebaserede interaktive gruppeindsatser, hvor udsatte og ikkeudsatte børn sprogløst deltager sammen, og derigennem målbart fremme inklusion og integration, hvis vi vil.

Ministerier, styrelser og kommuner burde inddrage og udmønte den nyeste videnskabelige viden til at udforme landsdækkende metoder til vurdering af omsorgsevne, til tidlig opsporing og til opbygning af børns ressourcer. Sådanne innovative tiltag koster ikke mere, men er udtryk for, at samfundet får mere kvalitet for pengene.

Lad os håbe, at Mette Frederiksen kan løfte noget af opgaven.